Det Humanistiske Fakultet

Studerende udvikler et grønt alternativ til væskeposer

Studerende udvikler et grønt alternativ til væskeposer

De tre turismestuderende, Simone Maria Bovien, Annika Lisberg og Line Hørlück Eriksen, ønsker at påvirke rejsende til en mere bæredygtig adfærd. Sammen har de derfor startet virksomheden STEP, hvor deres første produkt er et biologisk nedbrydeligt og hjemme-komposterbart alternativ til den lovbefalede plastikpose til væsker i håndbagagen på flyrejser.

Ideen om at udvikle bæredygtige væskeposer opstod på et innovationsforløb på turismestudiet. Her udførte Simone Maria Bovien, Annika Lisberg og Line Hørlück Eriksen optællinger i security-områderne i Kastrup Lufthavn, der viste at en tredjedel af passagererne i gennemsnit bruger én eller flere poser. Alene i Kastrup Lufthavn checkede 15 millioner rejsende gennem security i 2018. Med over 300 lufthavne i Europa har det pejlet de tre studerende ind på potentialet i at udvikle et alternativt produkt, som de vil satse på med deres nye virksomhed, STEP.

- Vi ved fra forbrugerundersøgelser, at flere danskere ønsker at minimere deres plastforbrug og efterspørger grønnere produkter. Med vores bæredygtige alternativ til ziplock-plastikposen i security giver vi lufthavne mulighed for at brande sig på bæredygtige driftstiltag, mindsker forbruget af engangsplastik og skaber værdi for flyrejsende, der gerne vil bevæge sit CO2 -aftryk i en lidt mere bæredygtig retning, siger Simone Maria Bovien.

 FLYTTER DEN REJSENDE I BÆREDYGTIG RETNING

Væskeposen er blandt andet fremstillet af organisk materiale, der sikrer, at poserne ikke udleder CO2 ved nedbrydning og desuden nedbrydes på under et år i naturen eller havet. Materialer af denne type bliver brugt i f.eks. skraldeposer. Men der findes endnu ikke et produkt, der lever op til flybranchens krav om en pose, der kan indeholde en liter, har ziplock og er gennemsigtig. 

- Vi er i dialog med forskellige producenter i flere lande. Blandt andet i Kina, da de er klart længst fremme i forhold til grønne alternativer til plastik, forklarer Simone Maria Bovien og tilføjer, at STEP netop nu søger samarbejdspartnere, der kan rådgive dem om materialetests op imod EU-certificeringen OK Compost HOME.  

Konceptet bag STEP handler dog ikke kun om at udskifte et produkt, men om at opfordre rejsende til at minimere deres forbrug af plastik på hele rejsen. QR-koder på poserne skal derfor informere om, hvordan lufthavnene arbejder med bæredygtighed og give den rejsende konkrete forslag til grønnere adfærd.

- Vores opfordring til den rejsende er: Gør hvad du kan. Du kan ikke gøre flybrændstof bæredygtigt, men du kan træffe nogle bevidste forbrugervalg på rejsen, der ikke belaster planeten yderligere, forklarer Simone Maria Bovien.

 

Casehistorier

Det Humanistiske Fakultet | Aalborg Universitet | Fibigerstræde 5 | 9220 Aalborg Øst
Telefon: 9940 9940 | hum@aau.dk | CVR nummer: 29102384 | EAN nummer: 5798000420595