Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet

Mikkel Jensen er Årets Underviser på HUM

Mikkel Jensen er Årets Underviser på HUM

Adjunkt Mikkel Jensen fra Institut for Kultur og Læring er netop blevet kåret til Årets Underviser 2021 på Det Humanistiske Fakultet (HUM). De studerende peger i deres indstilling bl.a. på hans smittende engagement og hans evne til at lytte til de studerendes behov og inddrage deres feedback i undervisningen. Med æren følger 25.000 kr.

Det gav næsten genlyd på gangene i et hjørne af Krogstræde 3, da Årets Underviser på HUM i denne uge blev kåret. Her stod det nemlig klart, at de studerende på fakultetet denne gang har peget på adjunkt Mikkel Jensen fra Institut for Kultur og Læring, og det vakte stor glæde hos prisvinderen.

- Jeg blev simpelthen så glad, at jeg rendte rundt og fortalte det til alle mine kollegaer, der lige var i nærheden. Jeg blev hurtigt også rigtigt stolt, men også meget taknemmelig over, at de studerende har valgt mig, fortæller Mikkel Jensen.

Formår at fange studerendes interesse

Til daglig underviser Mikkel Jensen primært på Engelsk, hvor han har kurser inden for amerikansk historie, historieteori og humanvidenskabelig teori samt et kursus i, hvordan man underviser i gymnasieskolen. Derudover vejleder han mange projekter om især amerikanske film og tv-serier, som er en central del af hans forskningsfelt. Alt sammen gør han ifølge de studerende med et smittende engagement.

- Mikkel bidrager ekstraordinært til undervisningen og opnår stort engagement hos de studerende. Man får altid lyst til at møde op til undervisningen, fordi han formår at fange studerendes interesse. Undervisningen er præget af et skønt humør, som altid gør undervisningen til en god oplevelse. Og spørger man Mikkel om et emne, er han næsten altid klar med en teori eller bog som anbefaling til videre undersøgelse. Dette hjælper med at opnå kritisk refleksion over en teori eller et emne, samtidig med at det viser, hvor meget Mikkel brænder for sit fag, lyder det bl.a. i de studerendes indstilling.

De studerende lægger derudover vægt på, at Mikkel Jensen er god til at formidle vanskeligt stof på en inspirerende måde og formår at lytte og inddrage de studerendes input i undervisningen.

- Han er altid villig til at gøre en ekstra indsats for at lytte til de studerendes behov i undervisningen, så den både er spændende og relevant. Mikkel er utroligt god til at inddrage studerendes feedback i sin planlægningsproces, og han er altid ivrig efter at vide, hvad han kan gøre bedre, så vores oplevelse også bliver bedre. Mikkels oprigtige interesse i de studerendes mening, oplevelser og fremtidsplaner viser ydermere, hvor meget han fortjener denne indstilling.  

En ekstra chance for at forstå stoffet

For Mikkel Jensen gør det særligt en stor forskel, at de studerende fremhæver, at de får noget ud af hans undervisning. Han er nemlig meget optaget af, at de studerende forstår det stof, der gennemgås på seminarer og i forelæsningerne.

- Jeg taler med mine studerende om, at hvis der er noget, de ikke forstår, så er de nok ikke alene om det. Så er det ikke deres forståelse, men min forklaring, det halter med. De skal derfor altid spørge ind, for så hjælper de også deres medstuderende. På den måde får både de og deres medstuderende en ekstra chance for at forstå en pointe. Og så prøver jeg simpelthen at tale på en måde, så de studerende synes, det bliver mere spændende. Jeg underviste førhen på et HF-center, så jeg prøver også at formidle den her slags tilgang til undervisning videre til kommende gymnasielærere, forklarer han.

Med titlen som Årets Underviser på HUM følger 25.000 kr. Derudover er Mikkel Jensen sammen med kollegaer fra de øvrige fakulteter indstillet til titlen som Årets Underviser på AAU og Det Obelske Familiefonds Undervisningspris på 50.000 kr., som uddeles i forbindelse med årsfesten i 2022.

Casehistorier

Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet | Aalborg Universitet | Fibigerstræde 5 | 9220 Aalborg Øst
Telefon: 9940 9940 | ssh@aau.dk | CVR nummer: 29102384 | EAN nummer: 5798000420595