Mette Hjort bliver æresdoktor på Det Humanistiske Fakultet

Mette Hjort bliver æresdoktor på Det Humanistiske Fakultet

Det Humanistiske Fakultet ved Aalborg Universitet har i forbindelse med universitetets årsfest udnævnt professor Mette Hjort til æresdoktor.

Lagt online: 07.04.2017

Mette Hjort er professor i filmvidenskab ved Københavns Universitet og er samtidig æresprofessor i Visual Studies ved Lingnan University i Hong Kong. Karrieren som forsker har bragt hende rundt i verden, og hun har bl.a. været tilknyttet en række andre udenlandske universiteter, såsom University of Washington og Kyoto University.

Mette Hjort er en højt respekteret forsker inden for sit felt: filmproduktion og filmens kulturelle og samfundsmæssige betydning i især mindre nationer. Hendes forskning i den danske films Dogme-bevægelse har bidraget til at placere dansk film på det internationale forskningslandkort. Hendes nuværende fokus på transnationalt samarbejde og talentudvikling inden for filmproduktion har yderligere slået hendes navn fast som en international anerkendt forsker.

I årene 1998-2006 var Mette Hjort ansat på Aalborg Universitet, og hun har siden da bevaret de tætte forskningsmæssige bånd til filmforskerne her på stedet. Med æresdoktorgraden er vi sikre på, at disse bånd vil blive stærkere og give liv til endnu mere samarbejde på tværs over de kommende år.

Mette Hjort er en international fremtrædende filmforsker, der har gjort en usædvanlig indsats for forskning i national filmkultur, dens placering i en international sammenhæng og de interkulturelle relationer mellem film, filmskabere og filmnationer. Med æresdoktorgraden ønsker Aalborg Universitet dels at ære hende for hendes markante indsats inden for filmvidenskaben, dels at knytte hende nærmere til vores forskningsmiljøer.

Læs mere om Mette Hjort: http://mef.ku.dk/ansatte/?pure=da/persons/184768

 

Se listen